Pinot Noir-druen er den mest plantede drue i Bourgogne og bruges til røde vine. Den giver vine med en kompleks smag og aroma, der kan variere afhængigt af jordbunden, hældningen og eksponeringen af vinmarken. Chardonnay-druen er den mest plantede drue til hvide vine i Bourgogne og giver vine med en karakteristisk smag af smør, vanilje og nødder.
Bourgogne-vine passer godt til en bred vifte af mad, fra delikate retter som skaldyr og fisk til mere kraftfulde retter som stegt kød og vildt. Pinot Noir-vine fra Bourgogne er kendt for at passe godt til retter med fjerkræ, lam og svinekød, mens Chardonnay-vine fra Bourgogne er en perfekt ledsager til skaldyr og fisk.
Når du leder efter en god Bourgogne-vin, er det vigtigt at vælge en vin, der passer til din smag og til det måltid, du serverer den til. En god måde at finde den rette vin er at spørge din lokale vinhandler til råds eller at undersøge forskellige vine online. Der er masser af gode muligheder at vælge imellem, og med lidt indsats kan du finde den perfekte Bourgogne-vin til enhver lejlighed.
Vi samarbejder med de bedste vinproducenter fra Bourgogne:
Maison Louis Jadot: I Bourgogne, og navnlig i Côte d’Or, er den enkelte producents stil og integritet ofte mere betydningsfuld end den enkelte appellation eller vinmark – navnlig når man tænker på, at en given mark kan have fem forskellige ejere og dermed blive til fem forskellige vine. Med Bourgognes mangfoldighed og komplicerede sammensætning in mente, kan en seriøs og respekteret producent derfor vise sig at være nøglen, der får vinelskerens øjne op for denne fantastiske region. Det er ofte via en sådan, at de forskellige kommuners og markers typicitet lader sig afsløre.
Maison Louis Jadot er ubetinget en af disse, og er synonym med en agtværdig og respekteret historie og et vedholdende højt kvalitetsniveau, og ikke at forglemme ejerskab af 150 ha vinmarker, hvoraf 70 af disse ligger i Côte d’Or. I dag betragter enkelte fejlagtigt Louis Jadot som en negociént, der opkøber druer hos lokale vinbønder, men op imod 70 % af vinene stammer imidlertid fra huset egne marker.
Legendariske vinmagere
Maison Louis Jadot blev etableret i 1859, som det handelshus vi kender i dag af Louis Henri Denis Jadot. Men berømmelsen skyldes ikke mindst Louis Jadots nu legendariske vinmager, Jacques Lardière, der tiltrådte i 1970. Jacques Lardière er utvivlsomt en af vinverdenens helt store ledestjerner. En bestemt herre med en filosofisk tilgang til vinavl og vinfremstilling. Jacques’ overordnede mantra er, at de sunde drueklaser skal omdannes til vin, med et minimum af menneskelig intervention, for dermed at lade autencitet og ophav skinne igennem.
Således finder der ingen pre-maceration sted hos Jadot, overpumpning er bandlyst, ingen øvre temperaturgrænse under gæringen, og den færdiggærede vin bliver i gæringstankene indtil skaller og kerner bundfældes ad naturens vej. Den efterfølgende fadlagring sker typisk med op til en tredjedel nye fade – fra egen bødker i øvrigt. Enhver menneskelig indgriben lukker døre fremfor at åbne dem, ifølge Jacques Lardière.
Maison Louis Jadot ledes i dag af Pierre-Henri Gagey, hvis familie også udlejer marker til Jadot. Som teknisk direktør fungerer nu det lysende talent, Frédéric Barnier, der efter at have arbejdet side om side med Jacques Lardière igennem tre år, nu er i stand til at stå på egne ben, og videreudvikle Jacques’ eksemplariske arbejde. Jacques selv havde egentlig trukket sig tilbage, men Jadots opkøb af Resonance Vineyard i Oregons Willamette Valley trak ham ud af pensionisttilværelsen.
Det er fristende at sige, at Louis Jadots husstil er blevet mere indsmigrende, moderne og drevet af frugt under Frédéric Barniers tid som teknisk direktør. Ydermere har han været bannerfører for at trække Maison Louis Jadot i en mere grøn og bæredygtig retning. Siden 2019 har huset således været level 3 certificeret under Haute Valeur Environnementale, med det formål at beskytte biodiversitet, vandressourcer, begrænse brug af kunstgødning og reducere CO2-udledning.
Bæredygtige tiltag hos Maison Louis Jadot
Maison Louis Jadot er som nævnt en af Bourgognes jordbesiddere. Alle vine dyrket og fremstillet fra egne marker er under omstilling til økologi, med en forventning om at være certificeret fra og med høsten 2023. Det gælder samtlige vine fra Domaine Louis Jadot, Domaine Gagey, Château des Jacques og Domaine Ferret. Der bliver dog allerede arbejdet efter bæredygtige retningslinjer i markerne for alle nævnte ejendomme, der er certificerede under de to franske bureauer HVE (Haute Valeur Environnementale) og Agriculture Raisonnée.
Hos Maison Louis Jadots oversøiske eventyr, Résonance Vineyard i Willamette Valley Oregon, er filosofien for længst sporet ind på bæredygtighed og økologi. I dag er den ca. 8 ha store vinmark, Résonance Vineyard, økologisk certificeret. Vinene herfra bærer dog ikke et officielt økologisk certifikat.
Maison Albert Sounit har til huse i den mere end 150 år gamle vinejendom på Place du Champ de Foire i Rully, og stedet rummer nogle af områdets smukkeste vinkældre. Historisk set er kældrene også interessante, idet det faktisk bl.a. er i disse kældre, at nogle af de første Crémants de Bourgogne blev produceret.
Knud Kjellerup overtog firmaet i 1993, og har siden sammen med sine to partnere og husets medarbejdere ihærdigt bestræbt sig på, at sætte nye standarder for kvalitetsniveauet i Côte Chalonnaise. Maison Albert Sounit ejes i dag af Knud Kjellerup, Alex Holm Jensen og Jesper Krogh.
I 2005 erhvervedes vingården Domaine Bernollin i Jully-les-Buxy, og stedet omfatter i dag 12 ha. vinmarker. Egne vinmarker bidrager i dag med ca. 50 % af den samlede produktion. Den resterende halvdel købes, og alle vinene vinificeres på Domaine Bernollin, som efter omfattende investeringer råder over det bedst tænkelige vinificeringsudstyr.
Albert Sounits sortiment Crémant de Bourgogne er lavet på mellem 75 – 100 % druer fra egne marker. Gæringen foregår ved druernes naturlige gær og mellem 16 – 48 måneders lagring (afhængig af type) i kældrene i Rully inden dégorgering. Udvalget består af 7 forskellige Crémants de Bourgogne – alle med hver sin karakter, men fællestrækket er frugt og finesse med en bød finish.
Albert Sounits hvidvine vinificeres for hovedpartens vedkommende på franske egefade. Ved nedkøling af fadkældrene opnås en lang alkoholgæring, og kun druernes naturlige gær anvendes. Der anvendes i gennemsnit ca. 30 % nye fade (varierende fra 20 – 50 %). Vinene lagres mellem 8 – 12 måneder på fad. Alle vinene gennemgår en malolaktisk gæring. Bundfaldet omrøres (bâtonnage) 1 – 2 gange om ugen - afhængig af behov - varierende fra årgang til årgang. Aftapning sker uden filtrering.
Pinot Noir’en sorteres ved sorteringsbord inden afstilkning og vinificering: Ca. 5 dages kold maceration efterfulgt af gæring ved ca. 24 – 26 grader (ca. 7 dage) og efterfølgende maceration på 3 – 6 dage inden presning og omhældning på fad. Alle rødvinene lagres på fad (10 – 16 måneder), hvoraf ca. 30 % er nye fade. Aftapning uden filtrering.
Bæredygtige tiltag hos Domaine Albert Sounit
Lad det være sagt med det samme. Nogle steder på kloden er det lettere at arbejde bæredygtigt og økologisk i markerne end andre steder. Bourgogne hører bestemt ikke til de letteste steder. Af samme grund er der mange producenter, der arbejder bæredygtigt og økologisk hele vejen igennem dyrkningscyklussen og fremstillingsprocessen, men en egentlig certificering ligger dem ikke mest på sinde.
Den første prioritet er produktion af sunde vine af topkvalitet. Sådan er det også hos Maison Albert Sounit.
Vingårdens egne 16,5 ha vinmarker dyrkes efter økologiske principper, og der bruges således ingen herbicider eller insekticider. Man er som udgangspunkt i konversion til økologi, under rådgivning af konsulenten Enrico Peyron, men om man vil gå efter en officiel økologisk certificering, er stadig til intern debat.
Foruden Albert Sounits berømte Crément’er, hvor de er selvforsynende med minimum 80% af druerne, gælder disse principper også for følgende marker og vine:
• Bourgogne Blanc – Les Vignes de La Roche
• Montagny Blanc – Le Pinacle
• Montagny 1. Cru – Les Coères
• Montagny 1. Cru – Vielles Vignes
• Montagny 1. Cru – Les Chaniots
• Montagny 1. Cru – Vignes de 1928
• Bourgogne Rouge – Vieilles Vignes
Det samme gælder for de druer, der købes via langtidskontrakter med eksterne vinbønder. Markerne hos disse, svarende til 10 ha, dyrkes for 80-90% vedkommende efter økologiske- eller bæredygtige principper. Det gælder følgende marker og vine:
• Mercurey Rouge – Vieilles Vignes
• Mercurey Rouge 1. Cru – Clos de Montaigus
• Mercurey Rouge – Noblesse